JCB Landbrug

Kundecase Entreprenørfirma Niels Lindgaard ApS

JCB 4CX Pro – Et godt match

Da entreprenør Niels Lindgaard etablerede sin virksomhed, Niels Lindgaard ApS, i 2003, var det med en JCB rendegraver i stalden. Og sådan har det været lige siden. I 2024 fik han leveret den 6. i rækken – en JCB 4CX Pro.

”Jeg har kørt JCB, siden jeg var 18 år, da jeg blev ansat i en entreprenørforretning, så det var naturligt for mig at se i den retning, da jeg startede for mig selv. JCB er et godt mærke, som har et fint match mellem pris og kvalitet. Jeg oplever en god brugerkomfort ved rendegraveren, som gør, at man kan få en god arbejdsdag”, siger Niels Lindgaard. 

Niels Lindgaard driver sin virksomhed fra sin ejendom på Højmosevej ved Almind lidt uden for Viborg, og i dag er han ene på pladsen. Tidligere har han haft medarbejdere ansat, men det er svært at finde de rigtige folk i en travl branche. Derfor benytter han sig i dag af freelancere, når opgaverne er flere og større, end en enkelt mand og hans maskine kan løse.

Alsidige opgaver sikrer arbejde året rundt
Niels Lindgaard er autoriseret kloakmester, og en stor del af opgaverne er derfor relateret til kloak- og ledningsarbejde. Over de sidste par år har han gravet mere end tre kilometer vandledning ned og naturligvis løst en masse opgaver inden for afløb og kloak. Dertil kommer udgravninger til fundamenter, klargøring til flisebelægninger og andre opgaver.

”Jeg vil gerne have en bred vifte af opgaver, så der er arbejde hele året rundt. Derfor laver jeg også snerydning, så vi kan komme afsted, når andre ting ligger stille”, fortæller Niels Lindgaard.

Bestykket efter ønske
De alsidige opgaver har stillet deres krav til bestykningen af den nye JCB 4CX Pro rendegraver. Niels Lindgaard fremhæver, at Reesink Construction i Ulfborg, som har leveret maskinen, er lydhør og reagerer hurtigt, når han har særlige ønsker. Og der er ændret stort og småt som for eksempel: Skovlen er udbygget med skær, sider, spildkant og indvendig krog. Der er etableret double command med frem/bak boks og sidespejle på støtteben. Der er monteret LED blitzbom på taget og ekstra LED baglygter på støttebenet. Og flere andre ting, som enten er standardiserede tilvalg eller udført særskilt. Maskinen er udstyret med Engcon tiltrotator med DC2 styring. Tiltrotatoren er med til at effektivisere arbejdet.

”Noget er mere vigtigt end andet, men samlet set drejer det sig jo om, at jeg skal have min rendegraver bestykket, så den opfylder alle de behov, som jeg har, og giver en god komfort, når opgaverne skal udføres”, siger Niels Lindgaard.

Brugerkomfort og kørselsøkonomi
”JCB 4CX rendegraveren er en alsidig og fleksibel maskine til en virksomhed af min type”, tilføjer han. ”Førerkomforten er god med et fremragende udsyn fra kabinen og nem ind- og udstigning. Langt det meste kan betjenes med joysticket, så man kan finde sig en god arbejdsstilling. Det er vigtigt, for man sidder mange timer i førersædet hver dag – og skal ud og ind mange gange”. Tilføjer Niels Lindgaard.

Endelig vil Niels Lindgaard gerne fremhæve JCB’s gode kørselsøkonomi. ”JCB ligger i et fornuftigt prisleje og har en god kvalitet. Det vil sige, at jeg også kan tillade mig at holde stille et par dage, hvis det skulle være, for jeg er ikke presset til at præstere max hele tiden. Til gengæld kan jeg være ret sikker på, at tingene fungerer, og at servicen er i orden, hvis uheldet skulle være ude”, slutter Niels Lindgaard.

KØBT MASKINE

4CX Pro

Gravedybde

5.53 m

Motoreffekt

81 kW

Egenvægt

8585 kg

SE MODEL