Kundecase - Bulls Byg & Anlæg A/S
Hydradig – alsidig maskine med en god størrelse
Hos Bulls Byg & Anlæg har man gjort gode erfaringer med JCB Hydradig. Den er kompakt og effektiv og passer perfekt til firmaets opgaver, der ofte foregår ved trafikerede hoved- og motorveje.
”Jeg er godt nok meget glad for den”. Dennis Bull taler om den JCB Hydradig 110W, som han har brugt den sidste måneds tid på at lære at kende som sin daglige arbejdsplads. Eller natlige, skulle man måske sige. En del af Dennis Bulls arbejde foregår nemlig langs motorvejene i hovedstadsområdet, og her kan det være en fordel at få afviklet nogle entreprenøropgaver om natten, mens trafiktrykket er lavest.
Bulls Byg & Anlæg er et familiedrevet entreprenørfirma med Helsinge som udgangspunkt. Her løser brødrene Mikael og Dennis Bull Jensen sammen med faderen Ronni Bull Jensen og yderligere et par medarbejdere især opgaver med rabatpleje og anden vedligeholdelse ved hoved- og motorveje, snerydning og vognmandskørsel.
Fleksibel redskabsbærer
Den nye JCB Hydradig, som Dennis Bull er hovedbruger af i firmaet, er anskaffet ud fra ønsket om at få en fleksibel redskabsbærer med en række brugsmæssige fordele, der passer til de opgaver, som firmaet udfører i forbindelse med pleje af rabatter og andre arealer.
”Vi skal en del rundt fra arbejdsplads til arbejdsplads med maskinen. Hydradig kan køre 40 km/t, og vi kan have en vogn spændt efter, hvor de forskellige redskaber, materialer m.v. kan være. Det gør maskinen meget handy i hverdagen”, fortæller Dennis Bull.
Hydradig’en er udstyret med en Rototilt R4 tiltrotator med Quickchange udstyr. Det betyder, at skift af redskaber kan ske fra førerkabinen, uden at Dennis Bull skal ned for at håndtere hydraulikslanger m.v. Alt er indbygget i Quickchange enheden, og resultatet er både hurtigere skift og et forbedret arbejdsmiljø. Dennis Bull skifter redskab flere gange i løbet af en arbejdsdag, og Quickchange både sparer tid og mindsker den fysiske belastning af knæ og ryg. Der er således bl.a. leveret knuser, fældesaks, skovl og slagleklipper til den nye Hydradig.
Rototilten er designet til større olieflow. Dette gør at effekttabet gennem det hydrauliske system minimeres, og der kommer således mere energi frem til redskabet. Dette holder olietemperaturen nede og forlænger holdbarheden af de hydrauliske komponenter.
”Vi kører meget med en fasttandsknuser, som kræver et stort olieflow. Hydradig har kun én hydraulikpumpe, så vi var spændte på, om den kunne klare behovet også ved dette krævende redskab. Men det fungerer perfekt.”, siger Dennis Bull.
Open-S standard giver tryghed
Rototilt har sammen med konkurrenten Steelwrist udviklet den såkaldte Open-S standard. Det betyder, at redskaberne kan monteres på tiltrotatoren, uanset hvilket fabrikat den er. Det gør udviklingen af redskaber enklere, og entreprenørerne behøver ikke skifte tiltrotatorer, hvis de over tid har fået opbygget en maskinpark med forskellige tiltrotatorer.
”Open-S er med til at sikre entreprenørernes investeringer og giver adgang til den bredest mulige vifte af redskaber på tværs af maskinfabrikater m.v.”, siger Jakob Møller Pedersen fra Skovteknik, som er dansk importør af Rototilt.
Et trin op på brugervenligheden
For Dennis Bull er den nye JCB Hydradig et skridt fremad, når det gælder brugervenlig og alsidighed. Motoren er på Hydradig centerplaceret i chassiset og dermed adskilt fra førerkabinen. Det giver en stor stabilitet, rolig kørsel under transport og et støj- og vibrationssvagt arbejdsmiljø, når maskinen er i arbejde. Udsynet er desuden i top med frit kig til alle sider.
Med motoren under maskinen har den en kompakt krop med et meget lille tailswing på kun 13 cm.
”Det er en betydelig fordel, når vi for eksempel arbejder ved motorvejsrabatter, hvor vi på den måde fylder mindst muligt. Det lille tailswing kombineret med at vi kan skifte redskaber via Quickchange-systemet fra kabinen giver et sikrere arbejdsmiljø, da vi ikke skal ud af maskinen for at skifte udstyr. Samtidig undgår vi, at bagenden rammer medtrafikanter ved drejninger. Systemet betyder også, at vi kan dreje maskinen hele vejen rundt, fordi der er minimum af hydraulikslanger fremme”, siger Dennis Bull.
Bulls Byg & Anlæg er kendt med JCB og har blandt andet en af de klassiske rendegravere i maskinparken. Men Hydradig’en er et spring fremad, hvad angår brugeroplevelsen.
”Kabinen er meget velindrettet og støjsvag med alt det, man skal brug, lige ved hånden. De funktioner, man ikke skal bruge så tit, er gemt lidt af vejen, så det daglige arbejde bliver nemt og overskueligt. Det er en lækker maskine, som jeg glæder mig til at køre rigtig mange timer i”, slutter Dennis Bull, Bulls Byg & Anlæg.
Motoreffekt
81 kW
Skovlkapacitet
0.31 m3
Egenvægt
11.457 kg