Kundecase Mogens Lund A/S
Teleskoplæssere med kranarm sætter tempo i støbearbejdet
Med en løftehøjde på 18 meter gør de to nye JCB teleskoplæssere god fyldest hos byggefirmaet Mogens Lund A/S
Med udgangspunkt i Herning løser de godt 50 medarbejdere hos entreprenørfirmaet Mogens Lund A/S opgaver over hele landet. Vel at mærke ganske specialiserede opgaver – nemlig alene betonarbejder, som spænder fra specielle opgaver i et avanceret parcelhusbyggeri til store industrihaller på 200.000 m2 og hangarer i lufthavne.
De to nye JCB 540-180 teleskoplæssere indgår i en flåde på i alt 6-7 JCB teleskoplæssere, som bruges på byggepladserne.
”Vi bruger teleskoplæsserne til kranarbejde. Vi hejser forskallinger, armeringsjern og alt muligt andet, der skal bruges til støbearbejdet i en bygning. Derfor er maskinerne også udstyret med en kranarm, som hydraulisk kan svinges fra side til side. Vi udnytter teleskoplæssernes praktiske design på denne måde, idet vi både har glæde af, at de kan gå i højden og af, at teleskoparmen har stor bevægelsesevne”, siger projektleder Mikael Pedersen, Mogens Lund A/S.
Skulle være JCB
Hos Mogens Lund havde man ét krav, da der skulle et par nye teleskoplæssere ind i flåden: Det skulle være JCB maskiner.
”Vi flytter maskinerne rundt fra plads til plads, og der er mange forskellige brugere. Derfor er det en fordel, at vores maskiner er af samme fabrikat, så maskinførerne uden videre kan gå fra det ene førerhus til det andet og gøre, som de plejer. Samtidig er JCB en god maskine, der leverer højt på ydelse og kvalitet i forhold til pris – det er god kvalitet med en stærk organisation bag sig”, siger Mikael Pedersen.
Han fremhæver desuden, at kabinen er meget intuitivt indrettet med et joystick, der styrer stort set alt.
”Det hele er indrettet, så det ligger naturligt for en. Knapperne sidder logisk, og når man kører joysticket frem, kører maskinen fremad – det er ikke en selvfølge i alle maskiner, men det virker intuitivt og logisk”, fortæller han.
Stor kapacitet og effektivitet
En væsentlig årsag til, at JCB er det foretrukne mærke hos Mogens Lund A/S, når der skal vælges teleskoplæsser, er maskinernes store kapacitet, som giver en effektiv arbejdsdag. En JCB 540-180 kan løfte 4.000 kg og gør det vel at mærke hurtigt. Den hydrauliske kapacitet er høj og cyklussen hurtig, så maskinen hurtigt er klar til næste læs, når den har afleveret det første i den højde, det skal bruges.
”Vi er afhængige af, at vi hele tiden har vores materialer der, hvor de skal bruges, og det kan teleskoplæsserne løfte. De er samtidig hurtige på hjulene, så de kan servicere også en stor byggeplads. Det er vigtigt med de alsidige opgaver vi løser – det er alt fra de små fine betonarbejder til de store fundamenter”, siger Mikael Pedersen.
For den enkelte bruger er komforten i kabinen et vigtigt felt, og Mikael Pedersen fremhæver blandt andet det luftaffjedrede sæde, der giver et godt arbejdsmiljø. ”Vi bruger dog maskinerne til grænsen af, hvad de er skabt til, og derfor skal eksempelvis sædet kigges efter en gang imellem”, siger han.
JCBs førerkabine giver godt udsyn i alle retninger. Det har stor betydning, især på travle byggepladser, hvor der færdes mange mennesker.
”Det er vigtigt for os, at vi har en god basissikkerhed omkring maskinen, og netop udsyn og komfort med logisk og enkel betjening er vigtige elementer i dette”, siger Mikael Pedersen.
Stærk service
Mikael Pedersen fremhæver JCBs danske importør, Reesink A/S, i Ulfborg, som en stærk organisation, der har styr på service og vedligehold. ”JCB er jo en stor butik, og det afspejler sig i importøren, der er stor nok til at have et fuldt lager af reservedele og en stærk serviceorganisation. Vi skal ikke vente på reservedele, når der sker noget. Det er vigtigt på en byggeplads, hvor vi blot er et led i en lang kæde af aktører. Samtidig er de rigtig gode til at tilpasse den planlagte service efter vores tid, så vi for eksempel kan udnytte en fredag, hvor vi ikke har folk på pladsen, til at få serviceret maskinerne. Alt sammen fordele for os som brugere”, slutter projektleder Mikael Pedersen, Mogens Lund A/S.
KØBTE MASKINER
Motoreffekt
81 kW
Løftekapacitet
4.000 kg
Løftehøjde
17,5 m